^{San Mamés. Foto: Basotxerri / Wikimedia Commons, CC BY-SA 4.0.}

Kan Athletic forandre sig uden at miste sig selv?

Athletic Club mod Atlectico Madrid

Jeg har aldrig været i Baskerlandet. Endnu.

Bilbao står dog højt på listen over steder, hvor jeg gerne vil opleve spansk fodbold. Ikke kun på grund af San Mamés og den atmosfære, man næsten kan mærke gennem fjernsynet, men fordi Athletic Club bliver mere fascinerende, jo længere man bevæger sig ind i klubbens historie.

Det er en klub, som på mange måder går imod udviklingen i moderne fodbold. Mens de største klubber leder efter spillere over hele verden, har Athletic frivilligt begrænset det område, klubben kan rekruttere fra.

Det burde gøre det næsten umuligt at konkurrere i toppen af spansk fodbold.

Alligevel står Athletic her stadig.

Da den landsdækkende spanske liga blev grundlagt i 1929, var Athletic med fra begyndelsen. Klubben har været i den bedste række lige siden, en bedrift kun Real Madrid og Barcelona kan matche.. Den har vundet otte spanske mesterskaber, løftet Copa del Rey adskillige gange og spiller sine hjemmekampe foran mere end 50.000 tilskuere på et moderne San Mamés.

Det er imponerende. Men det er også skrøbeligt.

For Athletics største begrænsning er samtidig klubbens største styrke.

Et navn, der fortæller Bilbaos historie

Allerede navnet fortæller, at Athletic ikke er en almindelig spansk klub.

Det hedder Athletic Club. Ikke Atlético Bilbao og egentlig heller ikke Athletic Bilbao, selv om det sidste ofte bliver brugt uden for Spanien.

Det engelske navn stammer fra Bilbaos forbindelse til Storbritannien. I slutningen af 1800-tallet kom britiske søfolk, minearbejdere og arbejdere fra skibsværfterne til byen. Samtidig vendte unge baskere hjem efter studieophold i Storbritannien. Med sig havde de en ny sportsgren: football.

Athletic blev grundlagt i 1898 og spillede oprindeligt i blå og hvide trøjer. Senere skiftede klubben til de røde og hvide striber, som stadig definerer den i dag. Også her kom inspirationen fra England, da Juan Elorduy vendte hjem med trøjer fra Southampton.

Under Francos diktatur blev det engelske navn gjort spansk, og klubben måtte i en periode kalde sig Atlético de Bilbao. Det kan ligne en lille sproglig detalje, men i Baskerlandet er sprog og navne sjældent ligegyldige.

Da Athletic senere tog sit oprindelige navn tilbage, var det derfor også en genmarkering af klubbens egen identitet.

Mere end en rekrutteringsregel

Det mest specielle ved Athletic er naturligvis spillerfilosofien.

Klubben benytter spillere, der er født eller fodboldmæssigt udviklet i det område, Athletic definerer som Baskerlandet. Det betyder ikke nødvendigvis, at en spiller skal have baskiske forældre eller være født midt i Bilbao. Det afgørende kan også være, at han er blevet udviklet som fodboldspiller i regionen.

Det er en vigtig nuance. Filosofien handler ikke om at måle menneskers identitet eller afstamning. Den handler om at bevare forbindelsen mellem klubben og det lokale fodboldmiljø.

For Athletic betyder det, at akademiet i Lezama ikke bare er en mulighed for at producere enkelte talenter. Det er klubbens livsnerve.

Andre klubber kan reagere på en skade ved at finde en afløser i Brasilien, Frankrig eller Portugal. Athletic skal som udgangspunkt finde løsningen i et langt mindre område. Hvis den rigtige spiller ikke findes, må man udvikle ham eller ændre holdet.

Det gør klubben sårbar. Når flere af de bærende spillere er skadede, bliver det hurtigt synligt, at truppen ikke har den samme bredde som hos konkurrenterne.

Men det skaber også noget, som de fleste topklubber har mistet.

Når Athletic løber på banen på San Mamés, kommer mange af spillerne fra de samme byer, klubber og fodboldmiljøer som menneskene på tribunerne. Holdet repræsenterer derfor ikke kun klubben. Det repræsenterer også et sted.

Når begrænsningen gør sejren større

Athletic har gennem de seneste ti år haft både gode perioder og sportsligt ustabile sæsoner. Klubben har styrket sin økonomiske struktur, investeret i talentudviklingen og fået et moderne stadion, men den grundlæggende udfordring er den samme.

Spillerpuljen er begrænset.

Derfor var sejren i Copa del Rey i 2024 så betydningsfuld. Athletic havde ventet 40 år på igen at vinde pokalturneringen. Da Mallorca blev besejret efter straffesparkskonkurrence, var det ikke bare endnu et trofæ til samlingen.

Det var en bekræftelse af, at modellen stadig kunne føre til noget stort.

Fejringen fortsatte hjemme i Bilbao, hvor spillerne sejlede gennem byen på den berømte Gabarra. Hundredtusinder fulgte holdet langs floden. Det var svært at se billederne uden at forstå, at Athletic betyder noget andet for Bilbao end en almindelig professionel fodboldklub.

Den efterfølgende kvalifikation til Champions League skabte forventninger om, at holdet kunne tage endnu et skridt. Men sidste sæson blev i stedet en påmindelse om den anden side af filosofien. Skader blandt flere profiler og en krævende kalender gjorde Athletic ustabil, og klubben sluttede midt i LaLiga.

Når modellen fungerer, bliver belønningen større. Når den ikke gør, er mulighederne for hurtige løsninger begrænsede.

En ny træner til en gammel idé

Nu begynder et nyt kapitel.

Ernesto Valverde er væk efter endnu en lang periode i klubben. Han kendte Athletic, byen og forventningerne omkring holdet. Under ham kom pokalen tilbage til Bilbao, og klubben vendte tilbage til Champions League.

Hans afløser er Edin Terzić.

Den tysk-kroatiske træner kommer med erfaring fra Borussia Dortmund, hvor han blandt andet vandt den tyske pokal og nåede Champions League-finalen. Han repræsenterer noget nyt udefra, og netop det gør ansættelsen interessant. 

Athletic har nemlig ikke de samme begrænsninger på trænerposten, som klubben har i rekrutteringen af spillere. Klubben kan hente idéer og erfaring fra resten af Europa. Den kan bare ikke uden videre hente en helt ny trup til at udføre dem.

Terzić skal arbejde med det materiale, Athletic selv har udviklet eller kan hente inden for sit område.

De første kampe har vist et hold, der kan stille op i en 4-2-3-1 og falde tilbage i en 4-4-2 uden bolden. Men det vigtigste spørgsmål handler ikke om tal på en taktiktavle.

Det handler om, hvor meget Terzić kan ændre.

Han må gerne modernisere Athletics spillestil. Han skal måske også gøre holdet mindre afhængigt af enkelte profiler som Nico Williams og Oihan Sancet. Men samtidig må han ikke svække den intensitet og lokale genkendelighed, der gør Athletic til Athletic.

Bilbao har faktisk selv gennemført en lignende forandring. Den gamle industriby med skibsværfter og fabrikker er blevet en moderne kulturby med Guggenheim-museet som internationalt vartegn. Men sporene fra industrien, havnen og arbejderkulturen er ikke forsvundet. De er blevet en del af den nye by.

Nu skal fodboldklubben forsøge at forandre sig på samme måde.

En tidlig målestok på San Mamés

Derfor bliver kampen mod Atlético de Madrid så interessant.

Atlético har gennem mange år været det klareste bud på Spaniens tredje magt efter Real Madrid og Barcelona. Athletic har i sine bedste perioder vist, at klubben kan nærme sig det niveau, især når profilerne er til rådighed, og San Mamés står bag holdet.

Samtidig mødes to klubber med en fælles historie. Atlético opstod oprindeligt som en Madrid-afdeling af Athletic. De deler de røde og hvide farver, men har siden valgt vidt forskellige veje gennem fodbolden. 

Den ene har udviklet sig til en international topklub. Den anden insisterer på, at vejen til toppen skal findes tættere på hjemmet.

En kamp i begyndelsen af september afgør naturligvis ikke, hvem der slutter på tredjepladsen. Men den kan fortælle os noget om, hvor Athletic befinder sig efter trænerskiftet, og om klubben igen kan udfordre de hold, der normalt står foran den.

Jeg har endnu ikke været på San Mamés. Men efter at have dykket ned i Athletic er spørgsmålet måske ikke længere, om Bilbao skal være en af mine kommende fodboldrejser.

Det er snarere hvornår.

Indtil da er lørdagens kamp mod Atlético de Madrid et godt sted at begynde.