^{Estadio de la Cerámica: Foto: Frank94Rock / Wikimedia Commons. Licens: https://creativecommons.org/licenses/by-sa/4.0/.}

Jeg havde kørt lige forbi den usandsynlige fodboldby bag Villarreal

Hvor ligger Villarreal egentlig?

Jeg kendte selvfølgelig fodboldklubben. Den gule ubåd, de europæiske aftener og den knaldgule trøje. Jeg kan huske Juan Román Riquelme, Diego Forlán og Marcos Senna. Jeg har set klubben nå langt i Champions League og vinde Europa League. Men hvis nogen havde givet mig et kort over Spanien og bedt mig pege på byen, var jeg kommet i problemer.

Først da jeg begyndte at undersøge ugens kamp mellem Villarreal CF og Real Betis, gik det op for mig, at jeg faktisk allerede havde været ganske tæt på.

For nogle år siden tog jeg toget fra Barcelona til Valencia. På vejen passerer man Castelló de la Plana, og lidt syd for Castelló ligger Vila-real. Jeg havde altså kørt næsten lige forbi en af europæisk fodbolds mest bemærkelsesværdige små byer uden at vide det. [Villareal…Real Betis | Word]

Det siger måske noget om Villarreal. Klubben er kendt langt ud over Spaniens grænser, men byen bag klubben lever stadig lidt under radaren.

En kongelig by mellem Barcelona og Valencia

Byens officielle valencianske navn er Vila-real. Navnet betyder den kongelige by og går tilbage til 1274, hvor byen blev grundlagt af Jaume I af Aragón. Den ligger i Castellón-provinsen omkring en times kørsel nord for Valencia. Det er ikke en af de spanske byer, man normalt møder i rejsekatalogerne, og den står sjældent øverst på listen over steder, man skal besøge langs Middelhavskysten.

Vila-real har lidt over 50.000 indbyggere. Byen blev først kendt for sit landbrug og sine appelsiner og senere som en del af det store keramiske industriområde omkring Castellón. Det er fabrikker, produktion og lokale arbejdspladser, der har formet byen, snarere end turisme og internationale besøgende.

Forbindelsen mellem byen og fodboldklubben er svær at overse. Stadionet hedder Estadio de la Cerámica, og klubbens ejer, Fernando Roig, ejer keramikvirksomheden Pamesa. Keramikken er derfor ikke blot et historisk punkt i en turistbeskrivelse. Den er en del af byens identitet og fundamentet under det moderne fodboldprojekt.

På Estadio de la Cerámica er der plads til omkring 23.000 tilskuere. Det svarer næsten til halvdelen af kommunens indbyggere. Jeg prøvede at forestille mig det samme i en større europæisk by, og det er svært at finde noget helt tilsvarende. Villarreal er ikke bare byens fodboldklub. Den er meget stor i forhold til den by, den repræsenterer.

Da det usandsynlige blev normalt

Villarreal debuterede først i La Liga i 1998. Det blev et kort ophold, for klubben rykkede straks ned igen. Allerede i 2000 vendte den dog tilbage, og siden har Villarreal langsomt ændret sin position i spansk fodbold.

Det bemærkelsesværdige er ikke længere, at klubben kvalificerer sig til Europa. Det bemærkelsesværdige er næsten, at vi ikke længere bliver overraskede, når den gør det.

I løbet af de seneste ti år har Villarreal næsten konstant ligget i eller omkring de europæiske placeringer. Der har været enkelte svipsere, men oftest finder man klubben omkring femtepladsen. Nogle gange lidt længere nede, andre gange helt oppe blandt de hold, der kvalificerer sig til Champions League.

Sidste sæson sluttede Villarreal som nummer tre. Kun FC Barcelona og Real Madrid endte over dem. Det var klubbens bedste ligaplacering siden andenpladsen i 2008 og endnu et bevis på, at Villarreal ikke længere bare er en charmerende outsider.

Det er en etableret topklub fra en by, som er mindre end medlemstallet i flere af de klubber, den konkurrerer imod.

En klub, der skal gøre tingene lidt bedre end de andre

Villarreal har ikke det samme økonomiske udgangspunkt som storklubberne fra Madrid og Barcelona. Klubben har heller ikke en storby bag sig eller et stadion med plads til 60.000 tilskuere.

Derfor er Villarreal mere afhængig af tv-indtægter, europæisk deltagelse og udvikling af spillere, som senere kan sælges videre. Det betyder ikke, at klubben er dårligt drevet. Tværtimod. Villarreal har gennem mange år været et eksempel på, hvor langt en klub kan komme med langsigtede beslutninger og en klar plan.

Men modellen kræver, at man bliver ved med at ramme rigtigt.

Klubben skal finde den næste spiller, før alle andre får øje på ham. Den skal sælge på det rigtige tidspunkt og have afløseren klar. Samtidig skal holdet helst kvalificere sig til Europa, så en vigtig del af indtægterne bliver bevaret.

Álex Baena er et godt eksempel. Han blev udviklet i Villarreal, voksede til en af klubbens største profiler og blev derefter solgt til Atlético Madrid. Villarreal kunne ikke bare holde på ham for enhver pris. I stedet blev hans salg en del af det kredsløb, som gør det muligt for klubben at investere i den næste generation.

Der er noget fascinerende over den balance. Villarreal virker stabil, men stabiliteten er ikke kommet af sig selv. Den er resultatet af mange års gode beslutninger.

Kan Villarreal også være Villarreal uden Marcelino?

Det er derfor, starten på denne sæson er interessant.

Villarreal havde en fremragende sæson sidste år, men klubben og træner Marcelino kunne ikke blive enige om en forlængelse. I stedet er Iñigo Pérez kommet til fra Rayo Vallecano.

Han er kun 38 år og tilhører en anden generation af spanske trænere. Hos Rayo viste han, at han kunne skabe et konkurrencedygtigt hold med begrænsede ressourcer. Det virker umiddelbart som en fornuftig profil til Villarreal, men det er aldrig let at overtage et hold, der netop er sluttet som nummer tre.

Efter fire kampe har Villarreal blot to point og ligger nummer 17. Det er alt for tidligt at konkludere, at trænerskiftet var en fejl. En ny træner skal ændre bevægelser, roller og måden, spillerne reagerer på uden bolden. Det tager tid.

Men tiden går hurtigt i fodbold, især når man forsøger at holde fast i en plads blandt Spaniens bedste.

Betis er den perfekte målestok

Derfor er kampen mod Real Betis allerede vigtig.

Betis er et af de hold, Villarreal normalt konkurrerer med om pladserne lige under de største klubber. Kampen handler om at være blandt de bedste af resten. Her kan ganske få point gøre forskellen mellem Champions League, Europa League eller en sæson helt uden europæisk fodbold.

Betis er kommet bedre fra start, og klubben har samtidig haft et godt tag på Villarreal på Estadio de la Cerámica. Villarreal har ikke besejret Betis hjemme i ligaen siden 2021. Det gør mandagens kamp til en tidlig prøve på, om Iñigo Pérez er ved at få styr på sit nye hold.

Der er også en særlig person på Betis-bænken. Manuel Pellegrini var træner i Villarreal, da klubben for alvor præsenterede sig i europæisk fodbold. Under ham nåede den Champions League-semifinalen i 2006 og tog andenpladsen i La Liga i 2008.

Nu vender han tilbage som træner for en af Villarreals direkte konkurrenter.

En mulig afstikker på den næste fodboldrejse

Mens jeg arbejdede med kampen, begyndte jeg også at se Vila-real som en mulig fodbolddestination.

Hvis man befinder sig i Valencia, er det ikke nogen uoverskuelig tur. Med lidt hjælp fra kampprogrammet kan et besøg på Estadio de la Cerámica måske kombineres med en kamp i Valencia eller et andet sted langs den spanske østkyst. Villarreal spiller desuden Champions League i denne sæson, så der kan være mulighed for at opleve en stor europæisk aften på et stadion, hvor afstanden til banen og byen stadig føles overskuelig.

Jeg ved i hvert fald nu, hvor Villarreal ligger. Ikke bare på kortet, men også i spansk fodbold.

Klubben befinder sig et sted mellem den lille industribys naturlige begrænsninger og et fodboldprojekt, der for længst er vokset ud over dem. Mandagens kamp mod Betis giver næppe det endelige svar på, hvor det nye Villarreal er på vej hen. Men den kan give os den første tydelige fornemmelse af, om den gule ubåd igen er på vej op mod overfladen.