Atlético har fornyet alt undtagen manden på sidelinjen

Da jeg besøgte Atléticos stadion i maj, var flere af de største profiler enten skadet eller blevet sparet efter et langt og hårdt program. Det var selvfølgelig en lille skuffelse. Når man rejser til Madrid for at se fodbold, vil man gerne opleve stjernerne og den bedst mulige udgave af holdet.

Alligevel gik jeg derfra med en klar fornemmelse af, at jeg havde besøgt en europæisk storklub.

Metropolitano er et fantastisk stadion. Stort, moderne og imponerende, men stadig med den røde og hvide identitet tydeligt til stede. Det er også et stadion, der fortæller historien om, hvor langt Atlético Madrid har bevæget sig.

For kan man egentlig stadig kalde Atlético for Madrids arbejderklub?

Det er en fortælling, der hænger ved. Atlético som den folkelige klub. Outsideren. Holdet, der må kæmpe for alting, mens naboen Real Madrid nærmest forventer, at pokalerne kommer af sig selv.

Men Atlético er ikke længere nogen lillebror i økonomisk forstand. Klubben har fået et moderne stadion, en stærkere økonomi og en trup, der igen er blevet forstærket for mange penge. Atlético er blevet så stor, at den ikke længere blot skal vurderes på, om den kan drille Real Madrid og Barcelona.

Nu forventer vi, at den udfordrer dem.

Fra baskisk søsterklub til Madrids outsider

Atlético blev grundlagt i 1903 af baskiske studerende som en Madrid-afdeling af Athletic Club fra Bilbao. Klubben spillede oprindeligt i blåt og hvidt, inden den skiftede til de røde og hvide striber, som gav spillerne tilnavnet Los Colchoneros, madrasmagerne. Datidens spanske madrasser var ofte dækket af stof med netop de farver.

Atlético udviklede efterhånden sin egen identitet. En identitet bygget på modstand, loyalitet og forestillingen om, at sejren aldrig kommer let.

Den står i kontrast til Real Madrid, klubben fra den anden side af byen, som gennem årtier har gjort det nærmest naturligt at vinde. Madrid-derbyet er derfor ikke kun en kamp mellem to hold. Det er også en kamp mellem to forskellige fortællinger om den samme by.

Real Madrid fremstiller Madrid som magtens og verdensstjernernes centrum. Atlético fortæller historien om en by, hvor man må kæmpe for at blive set.

Det er naturligvis en forenkling. Begge klubber er i dag globale virksomheder med tilhængere over hele verden. Alligevel lever fortællingerne videre på tribunerne, i familierne og i den måde, klubbernes tilhængere ser sig selv på.

Kampene, der kunne have ændret alt

Jeg husker stadig Champions League-finalerne mod Real Madrid.

Atlético var utrolig tæt på at vinde. Især finalen i 2014 føltes som øjeblikket, hvor klubbens historie kunne have taget en helt anden retning. Atlético førte indtil overtiden, men Real Madrid udlignede og endte med at vinde.

To år senere stod de der igen, og endnu en gang vandt storebror.

Set med Atlético-briller var Real Madrid næsten provokerende heldig. Atlético kom så tæt på den største triumf i europæisk klubfodbold, men måtte begge gange se naboen løfte pokalen.

Finalerne viste samtidig, hvad Diego Simeone havde skabt. Han tog en klub, der altid havde været stor, men sjældent stabil, og gjorde den til en permanent udfordrer i både Spanien og Europa. Under Simeone blev Atlético spansk mester, vandt europæiske titler og nåede to Champions League-finaler. Klubbens seneste ligamesterskab kom i 2021.

Han byggede holdet op omkring en tydelig fightermentalitet. Atlético skulle være kompakt, fysisk stærkt og ubehageligt at møde. Spillerne skulle arbejde for hinanden, og ingen kamp måtte tages for givet.

Partido a partido. Én kamp ad gangen.

Det var ikke altid den form for fodbold, mange forbinder med Spanien. Men det virkede.

Kan Simeone følge med sit eget Atlético?

Nu står Atlético et interessant sted.

Klubben har moderniseret stadionet, organisationen, økonomien og spillertruppen. I foråret 2026 fik Atlético en ny majoritetsejer i Apollo Sports Capital, samtidig med at der blev stillet yderligere kapital til rådighed for holdet og udviklingen omkring stadion.

Men manden på sidelinjen er stadig den samme.

Simeone er i gang med sin 15. sæson som Atléticos træner. Det er i sig selv næsten uhørt i moderne topfodbold. Han er efterhånden mere end en træner. Han er blevet en del af klubbens identitet.

Derfor er spørgsmålet heller ikke bare, om han skal spille 4-4-2 eller stille mere offensivt op. Det handler om, hvorvidt han kan skabe endnu en udgave af Atlético.

For hvor længe kan man blive ved med at spille på outsiderens præmisser, når man har en trup bygget til at være en del af eliten?

Atlético sluttede som nummer fire i La Liga i sidste sæson og nåede semifinalen i Champions League. Den europæiske kampagne viste et stort potentiale, men sæsonen sluttede uden et trofæ.

Man kan argumentere for, at Atlético satsede mere på Europa. Men hvis klubben vil måle sig med Real Madrid og Barcelona, skal den kunne konkurrere på flere fronter. Den skal kunne gå langt i Champions League uden at forsvinde fra mesterskabskampen.

Har Atlético den nødvendige bredde til det nu? Måske.

Men med de penge, der er brugt, bør spørgsmålet snart ændres fra, om Atlético kan være med, til hvorfor klubben ikke er tættere på.

En ny tid uden Griezmann

Samtidig har Atlético sagt farvel til Antoine Griezmann.

Han var en af klubbens store profiler og i lange perioder den spiller, som Simeones offensive fodbold blev bygget op omkring. Hans afgang gør generationsskiftet tydeligt. Det Atlético, vi har kendt gennem de seneste år, er ved at opløses, og nye spillere skal skabe deres egen historie.

Julián Álvarez skal bære et større offensivt ansvar. Álex Baena har fået en stærk begyndelse på sæsonen. Pablo Barrios repræsenterer forbindelsen til klubbens eget akademi, mens nye profiler skal bevise, at de kan gøre Atlético både mere kreativt og mindre forudsigeligt.

Og så er der naturligvis et dansk islæt.

Morten Hjulmand står foran sit første Madrid-derby. Han er kommet godt fra start og ligner en spiller, der passer naturligt ind hos Simeone. Han har disciplinen, duelstyrken og viljen til at tage ansvar centralt på banen. Men han kan også være med til at give Atlético mere kontrol med bolden.

For en dansk blog om spansk fodbold er det svært ikke at holde lidt ekstra øje med ham. Et Madrid-derby er noget andet end en almindelig ligakamp. Her bliver alle dueller større, fejlene tydeligere og de gode præstationer husket længere.

Mere end en kamp om Madrid

Begge Madrid-hold er kommet fornuftigt fra start. Real Madrid har vundet fem af sine første seks ligakampe, mens Atlético står med fire sejre, én uafgjort og ét nederlag. Hjemmeholdet kommer til derbyet efter klare sejre over Real Sociedad og Osasuna. ]

Real Madrid har stadig de største stjerner og går ind til kampen som favorit. Men Atlético har hjemmebanen, formen og en påmindelse fra tidligere derbyer om, at naboen skal være fuldt koncentreret på Metropolitano.

Det interessante bliver ikke kun resultatet.

Det bliver også måden, Atlético angriber kampen på.

Falder Simeone tilbage til den gamle opskrift og overlader initiativet til Real Madrid? Eller tør han lade de nye spillere vise, at Atlético ikke længere behøver opføre sig som den mindste klub?

Da jeg gik rundt i Madrid i maj, mærkede jeg igen, hvorfor byen er så fantastisk til en fodboldrejse. Livet på gaden, caféerne, de sene aftener og muligheden for at opleve flere forskellige klubmiljøer på den samme weekend. Madrid er langt mere end Real Madrid, og Atlético er langt mere end byens andet hold.

Klubben har allerede bevist, at den kan vokse. Nu skal den bevise, at den også kan forandre sig på banen uden at miste den kampvilje, der gjorde den særlig.

Måske er Simeone stadig den eneste, der kan gennemføre den forvandling. Måske er han blevet det sidste bindeled til en udgave af Atlético, som klubben allerede er vokset fra.

Søndagens derby giver næppe det endelige svar. Men mod Real Madrid bliver afstanden mellem ambition og virkelighed altid lidt tydeligere.