^{Estadio de Vallecas. Lørdag vender Rayo endelig hjem til kvarteret i LaLiga. Foto: Jesusvk97 / Wikimedia Commons / CC BY-SA 4.0.}

Rayo vender endelig hjem til Vallecas

Efter en lang landskampspause er LaLiga endelig tilbage. Men det er ikke kun ligaen, der vender tilbage denne weekend. Det gør Rayo Vallecano også.

Hjem, altså.

For når Rayo lørdag tager imod Athletic Club, spiller de deres første ligakamp på Estadio de Vallecas i denne sæson. De første hjemmekampe er blevet spillet på Butarque i Leganés efter problemer med sikkerhed og vedligeholdelse på Rayos eget stadion. Nu er Rayo endelig tilbage i det kvarter, som klubben er så tæt forbundet med.

Og måske er det lige præcis, hvad Rayo har brug for.

For otte point efter syv kampe er ikke nogen katastrofe. Men når man tænker på, hvor Rayo sluttede sidste sæson, er starten heller ikke noget, der får hele Vallecas til at drømme.

Spørgsmålet er derfor, om hjemkomsten kan være med til for alvor at sparke sæsonen i gang.

Mere Vallecas end Madrid

Rayo er en af de klubber, jeg længe gerne har villet opleve.

Ikke fordi pokalskabet bugner, eller fordi verdensstjerner står i kø for at spille der. Tværtimod. Det er hele historien omkring klubben, der fascinerer mig.

Rayo blev grundlagt i 1924 og hører hjemme i Vallecas i det sydøstlige Madrid. Det interessante er, at Vallecas dengang ikke engang var en del af Madrid. Området var sin egen kommune indtil 1950 og udviklede sig senere til et udpræget arbejderkvarter. Rayo voksede med området og har med tiden fået en identitet som arbejderklassens og kvarterets klub.

Det synes jeg er fascinerende.

For Madrid har allerede Real Madrid og Atlético Madrid. To enorme klubber, der på hver deres måde fylder byen. Men Rayo er noget andet. Det føles næsten forkert bare at beskrive dem som Madrids tredje klub.

Rayo er Vallecas’ klub.

Stadion ligger midt i kvarteret, og måske er det netop derfor, det har betydet så meget, at de ikke har kunnet spille der i denne sæson. De har godt nok været hjemmehold på Butarque. Men de har ikke rigtig været hjemme.

En rød stribe med en argentinsk forbindelse

Selv Rayos trøje fortæller en historie.

I slutningen af 1940’erne havde klubben en samarbejdsaftale med Atlético Madrid, og det var i den periode, den røde diagonale stribe kom på den ellers hvide trøje. Inspirationen kom fra River Plate i Buenos Aires.

Det er selvfølgelig en detalje, jeg selv godt kan lide.

Jeg boede syv år i Buenos Aires, og derfor får den argentinske forbindelse mig nok til at kigge en ekstra gang på Rayo-trøjen. River Plates røde banda er noget af det mest genkendelige i argentinsk fodbold. At finde dens slægtning midt i et arbejderkvarter i Madrid er en af de små historier, jeg elsker ved spansk fodbold.

Men hvor River Plate er en af Sydamerikas giganter, har livet været noget anderledes for Rayo.

Fra elevatorhold til europæisk finale

Rayo kom første gang op i den bedste spanske række i 1977, men derefter fulgte årtier med op- og nedrykninger. Klubben blev et af de hold, man aldrig helt vidste, hvor man havde.

Det gør udviklingen de seneste år desto mere imponerende.

Rayo har nu etableret sig i LaLiga og er i gang med sin sjette sæson i træk i Spaniens bedste række. For en klub, der gennem historien har været vant til elevatoren mellem divisionerne, er det i sig selv en præstation.

Men sidste sæson tog de det hele et skridt videre.

Rayo spillede sig helt frem til Conference League-finalen i Leipzig. Her ventede Crystal Palace. Englænderne vandt 1-0, og dermed missede Rayo muligheden for at vinde det første store trofæ i klubbens historie.

Alligevel synes jeg ikke rigtig, nederlaget ændrer på fortællingen.

For mig viste Rayos europæiske eventyr noget andet.

At en klub med relativt små ressourcer stadig kan nå meget langt.

Rayo kan ikke konkurrere økonomisk med de største spanske klubber, så man er nødt til at finde værdi andre steder. Lønningerne skal holdes på et niveau, klubben kan bære, spillere skal udvikles, og man skal finde dem, andre har overset.

Og alligevel stod Rayo den 27. maj på et stadion i Leipzig og spillede en europæisk finale mod Crystal Palace.

Det er svært ikke at holde lidt af sådan en historie.

Et nyt Rayo skal tage over

Problemet med en fantastisk sæson er selvfølgelig, at der altid kommer en ny bagefter.

Og der er sket meget i Vallecas hen over sommeren.

Truppen er blevet ændret markant, flere af de spillere, der var en del af sidste sæsons succes, er væk, og Beñat San José har overtaget ansvaret for holdet.

På en måde er Rayo begyndt lidt forfra.

En af dem, der til gengæld har taget et stort skridt frem, er Sergio Camello.

Syv ligamål i de første syv kampe er svært at komme udenom. Især på et hold, der samlet har scoret 11. Måske er han ved at udvikle sig til den nye offensive nøglespiller på det her Rayo-hold.

Men for mig er det interessante ved lørdagens kamp ikke kun Camello eller Rayos otte point.

Det er stedet, de skal spille den.

Hvad betyder det egentlig at komme hjem?

Rayos første hjemmekampe i sæsonen måtte flyttes til Butarque på grund af problemerne med Estadio de Vallecas. Comunidad de Madrid, som ejer stadionet, suspenderede i sommer klubbens brugsret efter en inspektion, der fandt alvorlige problemer med blandt andet sikkerhed og vedligeholdelse. Først efter nye arbejder og en efterfølgende gennemgang blev vejen tilbage åbnet.

Rayo nåede ganske vist at vende tilbage til stadion i landskampspausen, da de spillede Trofeo de Vallecas mod Cagliari. Men Athletic-kampen bliver den første LaLiga-kamp der i denne sæson.

Og det er svært ikke at se en vis symbolik i det.

For Rayo kan selvfølgelig spille sine kampe i Leganés.

Men kan Rayo rigtig være Rayo uden Vallecas?

Det er måske et større spørgsmål.

For der ligger også et paradoks i klubben. Rayo er kendt for sin stærke arbejderidentitet og tætte forbindelse til kvarteret. Samtidig er klubben privatejet, og forholdet mellem præsident Raúl Martín Presa og dele af supporterne har gennem årene været konfliktfyldt. Det romantiske billede af den lille arbejderklub er altså ikke hele historien.

Og det er måske netop dét, der gør Rayo interessant.

Klubben er ikke poleret.

Den er fuld af modsætninger.

På en måde minder den om det fodboldland, jeg helst vil skrive om på LaCancha: det Spanien, der findes uden for Real Madrid og Barcelonas verden.

To stærke identiteter mødes

Og så kunne modstanderen næsten ikke være mere passende.

Athletic Club.

En klub fra en helt anden del af Spanien og med en helt anden historie, men med samme fornemmelse af, at stedet betyder noget.

Vallecas på den ene side. Baskerlandet på den anden.

To klubber, hvor spørgsmålet om, hvor man kommer fra, stadig fylder i en fodboldverden, der ellers bliver mere og mere international.

Sportsligt kommer holdene endda ind til kampen med otte point hver. Rayo efter syv kampe, Athletic efter seks.

Men det er næsten det mindst interessante ved kampen for mig.

Jeg har stadig ikke været på Estadio de Vallecas.

Da jeg senest var i Madrid, stod Rayo faktisk højt på min liste. Atlético Madrid nåede jeg at se, men Rayos kamp blev lagt mandag aften. Mit fly hjem lettede mandag eftermiddag.

Sådan er fodboldrejser nogle gange.

Til gengæld gav det mig en god grund til at vende tilbage til Madrid.

Og lørdag vender Rayo også tilbage.

Ikke bare til et stadion.

Til Vallecas.

Så må vi se, om det også er her, Rayos nye sæson for alvor begynder.

---