^{Foto: Vincenzo.togni/The Coliseum Alfonso Pérez in 2018/Wikimedia Commons (CC BY-SA 4.0)}

Madrids glemte klubber: Når Getafe og Rayo kæmper om forstædernes stolthed

Når man tænker på fodbold i Madrid, tænker man på de store scener. På Bernabéu. På Champions League-aftener. På galácticos og globale millioner af fans. Men mandag aften spilles der også en kamp i en helt anden del af den spanske hovedstad.

I Getafe.

En by de færreste turister besøger. En klub uden trofæskabe fyldt med sølvtøj. Og et hold, der gennem de seneste ti år har bygget sin identitet på noget så gammeldags som hårdt arbejde, disciplin og stædighed. Når Getafe tager imod Rayo Vallecano, er det derfor mere end blot endnu et Madrid-opgør.

Det er et møde mellem to klubber, der lever i skyggen af giganterne.

Et andet Madrid

Getafe ligger kun få kilometer syd for Madrids centrum, men føles som en helt anden verden. Byen voksede eksplosivt i anden halvdel af det 20. århundrede, da tusindvis af mennesker flyttede til området for at arbejde i industrien.

Det er ikke den slags sted, der optræder på postkort.

Mange af indbyggerne har familierødder andre steder i Spanien. Getafe er i høj grad bygget af tilflyttere, der søgte arbejde og muligheder tæt på hovedstaden. Måske er det også derfor, at byen altid har haft lidt af en outsider-identitet. Den ligger tæt på Madrid uden nogensinde rigtigt at være Madrid.

Det samme gælder fodboldklubben.

Klubben der næsten forsvandt

I modsætning til mange af Spaniens traditionelle klubber har Getafe ikke en historie, der strækker sig mere end hundrede år tilbage. Den nuværende klub blev grundlagt i 1983 efter forgængerens konkurs året før.

Klubben måtte starte næsten forfra og kæmpe sig op gennem divisionerne.

Måske er det derfor, at Getafe aldrig har haft luksus til at drømme stort. Der har sjældent været penge nok til store satsninger eller dyre fejlkøb. I stedet har klubbens historie i høj grad handlet om overlevelse.

Alligevel har Getafe flere gange overrasket. To pokalfinaler i slutningen af 00’erne, europæisk fodbold og flere sæsoner i La Liga har gjort klubben til en fast del af den spanske fodboldscene.

Men den vigtigste historie lå stadig foran dem.

Bordalás’ Getafe

Hvis der findes én person, som har ændret moderne Getafe mere end nogen anden, er det José Bordalás.

Da klubben rykkede ned i 2016, lignede den endnu en af de mindre klubber, der risikerede at forsvinde ud af rampelyset. Men Bordalás skabte hurtigt noget særligt. Oprykningen kom med det samme, og få år senere kæmpede Getafe om europæiske pladser mod klubber med langt større budgetter.

Det interessante er ikke kun resultaterne.

Det er identiteten.

Mens mange mindre klubber forsøger at efterligne de store, skabte Bordalás sit eget udtryk. Getafe skulle ikke spille som Barcelona. Getafe skulle ikke underholde for enhver pris.

Getafe skulle være Getafe.

Direkte.

Kompromisløst.

Ubehageligt at møde.

Det gav ikke mange neutrale beundrere, men det gav respekt.

Og måske endnu vigtigere: Det gav klubben en personlighed.

Derfor hader modstanderne at komme til Getafe

Der findes smukkere fodboldhold i Spanien.

Der findes mere talentfulde hold.

Men meget få hold er så tro mod deres identitet som Getafe.

Når modstanderne kommer til Coliseum, ved de præcis, hvad der venter. Tætte dueller. Fysisk intensitet. Konstant pres. En kamp hvor intet bliver gratis.

Det er svært ikke at se forbindelsen mellem byen og holdet.

Getafe er ikke bygget på glamour, og det er fodbolden heller ikke. Begge dele handler mere om arbejde end om æstetik.

Det er måske netop derfor, at klubben år efter år finder en måde at blive i La Liga på. Ikke ved at være den rigeste. Ikke ved at være den mest underholdende.

Men ved præcis at vide, hvem den er.

Forstædernes derby

Derfor er mødet med Rayo Vallecano så interessant.

Rayo kommer fra Vallecas, et af Madrids mest kendte arbejderkvarterer, og klubben er blevet et symbol på lokal stolthed og identitet. På mange måder minder de to klubber om hinanden.

Begge lever i skyggen af Real Madrid og Atlético Madrid.

Begge repræsenterer områder, som sjældent får hovedrollerne.

Begge har fans, der ser klubben som mere end et fodboldhold.

Men hvor Rayo ofte forbindes med romantik, følelser og den folkelige fortælling, forbindes Getafe med pragmatisme, organisation og overlevelse.

Det er to forskellige måder at være outsider på.

Og det er netop derfor, kampen er interessant.

Mere end tre point

Mandag handler ikke kun om stillingen i La Liga.

Kampen er en påmindelse om, at spansk fodbold ikke kun findes på de største stadions og i de mest kendte klubber.

Den findes også i forstæderne.

I industribyerne.

I de klubber, der aldrig bliver globale brands, men som stadig betyder alt for de mennesker, der følger dem.

Hvis man vil forstå Madrid, skal man naturligvis besøge Bernabéu.

Men hvis man vil forstå noget af sjælen i spansk fodbold, kan man med fordel tage toget tyve minutter sydpå.

Til Getafe.

Hvor fodbold stadig først og fremmest handler om identitet.