En aflyst togrejse, en billet købt i sidste øjeblik og en afstikker til Valencia, der næsten ikke blev til noget. Min første kamp på Mestalla blev samtidig Valencias første hjemmekamp efter de voldsomme oversvømmelser – og derfor kom dagen til at handle om langt mere end fodbold.

Det første, jeg husker tydeligt fra min plads på Mestalla, er ikke et mål.

Det er stilheden.

Kort forinden havde en enorm valenciansk Senyera dækket en stor del af banen. Rundt om flaget stod frivillige, og på de stejle tribuner omkring mig indgik tilskuerne i en stor markering for ofrene og alle dem, der var blevet berørt af oversvømmelserne i Valencia-regionen.

Da stilheden sænkede sig over det udsolgte stadion, stod flere omkring mig med tårer i øjnene. Også nogle af spillerne var tydeligt berørte.

Det var min første kamp på Mestalla. Men det var ikke nogen almindelig dag at besøge stadionet på.

En familietur, der pludselig blev usikker

Planen begyndte egentlig med en familieferie i Alicante i november 2024. Vi havde været i Valencia året før for at besøge nogle venner, og da vi alligevel skulle opholde os forholdsvis tæt på byen, tænkte vi, at vi kunne tage en weekend der igen.

Vi bookede togbilletter og en Airbnb. Lejligheden viste sig at ligge blot 200-300 meter fra Mestalla, så selvfølgelig begyndte jeg at undersøge, om Valencia CF skulle spille hjemme den weekend.

Det skulle de. Mod Real Betis.

Men den 29. oktober blev Valencia-regionen ramt af katastrofale oversvømmelser. Mere end 200 mennesker mistede livet, lokalsamfund blev ødelagt, og transporten til og fra Valencia blev voldsomt påvirket. Også fodbolden blev sat på pause, og Valencias to efterfølgende ligakampe blev udsat.

Pludselig vidste vi ikke, om vores weekendtur overhovedet kunne gennemføres. Toget blev aflyst, men det lykkedes os at finde en bus. Dermed blev det i stedet til en bustur fra Alicante til Valencia fredag og retur mandag.

At tage til fodbold midt i alt det kunne umiddelbart føles lidt mærkeligt. På den anden side var kampen også en del af byens forsøg på at vende tilbage til en form for hverdag. Det vidste jeg bare ikke helt endnu.

En billet med flere spørgsmål end svar

En ven i Valencia har sæsonkort til Mestalla og havde først nævnt, at han muligvis kunne skaffe en ekstra billet. Hans mor var imidlertid på besøg og skulle med til kampen, så billetten gik naturligt nok til hende.

Jeg måtte derfor selv prøve at købe en billet.

Vi ankom til Valencia fredag, og næste dag skulle kampen allerede spilles. Mens vi sad på en café et par hundrede meter fra stadion og spiste frokost – en klassisk spansk menú del día – fandt jeg Valencia CF’s billetsalg på telefonen.

Der var stadig enkelte billetter tilgængelige, og for 70 euro fik jeg en plads midt for banen. Det var ikke billigt, men heller ikke en pris, der fik mig til at opgive muligheden for endelig at opleve Mestalla.

Billetkøbet mindede mig samtidig om noget, jeg godt kan lide ved fodbold i Spanien: Hvis man rejser alene eller kun skal bruge få billetter, kan det ofte lade sig gøre at købe direkte gennem klubben. Man behøver ikke automatisk at gå gennem et billetbureau med store gebyrer og usikkerhed om pladserne.

Kort efter mit køb var kampen udsolgt.

Nu skulle jeg på Mestalla.

Om morgenen var stadionet allerede vågnet

En af de lidt tilfældige detaljer ved turen var, at en legeplads, vi gerne ville besøge med min datter, lå tæt på stadion. Derfor kom jeg allerede forbi Mestalla tidligt lørdag morgen.

På det tidspunkt var der stadig flere timer til kampstart, men de første boder var ved at blive stillet op, og nogle af Betis’ udebanetilhængere var allerede ankommet. Området omkring stadion begyndte langsomt at skifte karakter fra almindeligt boligkvarter til fodbolddag.

Det særlige ved Mestalla er netop placeringen midt i byen. Stadionet ligger ikke isoleret i et moderne sportsområde med store parkeringspladser omkring sig. Det står mellem boliger, caféer, butikker og veje, som et massivt stykke fodboldhistorie presset ind i hverdagsbyen.

Mestalla åbnede i 1923 og er siden blevet udvidet og ombygget flere gange. Stadionet er især kendt for sine usædvanligt stejle tribuner og den korte afstand mellem tilskuere og bane.

Det er gammelt, tæt og på nogle måder upraktisk. Men det er også præcis derfor, det føles som noget andet end mange nyere stadioner.

Et par øl og en bocadillo

Da kampstart nærmede sig, mødtes jeg med min ven, hans kone og hans mor på en lokal bar.

Optakten var meget spansk: et par øl og en bocadillo – ikke den store mængde alkohol, som man ofte forbinder med en fodboldtur i Skandinavien. Man spiser lidt, taler om kampen og går mod stadion forholdsvis sent.

Der sælges ikke almindelig alkohol på spanske stadioner, men til gengæld må tilskuerne gerne tage mad med ind. Det skaber en tradition, som jeg altid lægger mærke til: Når pausen begynder, finder folk deres medbragte sandwiches frem.

Så kommer lyden af papir og folie, der bliver pakket ud på én gang.

Det lyder måske lidt mærkeligt, men den lyd er blevet en del af min opfattelse af spansk stadionkultur. I Danmark står mange i kø efter pølser og øl. I Spanien bliver den hjemmefra medbragte bocadillo pakket ud på tribunen.

Min ven og jeg skulle ikke sidde sammen, så vi blev udenfor så længe som muligt. Først omkring et kvarter før kampstart skiltes vi, og jeg fandt frem til min plads.

Jeg sad centralt med udsigt til hele banen og Mestallas stejle tribuner på begge sider. Novembersolen ramte stadionet, og langsomt gik det op for mig, at jeg var havnet ved en kamp, der havde en helt anden betydning, end da jeg første gang havde set den i kampprogrammet.

Da Mestalla rejste sig

Valencia havde opfordret tilskuerne til at være på plads allerede klokken 13.30, en halv time før kampstart. Mindehøjtideligheden skulle både ære de omkomne og de berørte samt redningsmandskaberne og de mange frivillige, der havde hjulpet efter katastrofen.

På tribunerne blev der skabt et stort mosaik i Senyeraens farver. Et banner bar teksten“Amunt, Valencians. Units com sempre” – fremad, valencianere, sammen som altid – sammen med navnene på de berørte byer og lokalsamfund. En stor sort sørgesløjfe indgik også i markeringen.

En mindevideo blev vist på storskærmene. Derefter kom omkring 80 frivillige ind på banen og foldede en 50 gange 30 meter stor Senyera ud. Flere af dem havde hjulpet ved den fødevareindsamling, som Mestalla lagde lokaler til efter oversvømmelserne.

Valencia-regionens hymne blev fremført, inden ceremonien sluttede med et minuts stilhed.

Jeg kunne se mennesker omkring mig græde. Det var ikke en indstuderet markering, der skulle overstås, før kampen kunne begynde. Katastrofen lå stadig meget tæt på. For mange på stadion var de ramte byer ikke bare navne på et banner, men steder, hvor de selv boede, arbejdede eller havde familie og venner.

Valencias unge forsvarsspiller César Tárrega var blandt de tydeligt berørte. Han kommer fra Aldaia, som var et af de hårdt ramte områder.

Få minutter senere scorede han kampens første mål.

En kamp, der næsten ikke kunne passe bedre til dagen

Valencia kom hurtigt foran, men Betis udlignede efter et selvmål af Hugo Duro. Ved pausen stod det 1-1, og kampen var stadig helt åben.

I anden halvleg ændrede det sig på få minutter.

Hugo Duro gjorde sit selvmål godt igen ved at score to gange, og Diego López gjorde det til 4-1. Chimy Ávila reducerede senere for Betis, men Valencia holdt fast og vandt 4-2.

Set fra et Valencia-perspektiv kunne kampen næsten ikke have udviklet sig bedre. Først en følelsesladet ceremoni, så et tidligt mål af en spiller med tilknytning til et af de ramte områder og til sidst fire Valencia-mål foran et udsolgt Mestalla.

Jeg havde tidligere set stadionet på tv, især da Valencia omkring årtusindskiftet etablerede sig blandt Europas bedste hold. Klubben nåede Champions League-finalen i både 2000 og 2001 og vandt senere La Liga i 2001/02 og 2003/04. I 2004 vandt Valencia desuden UEFA Cuppen og den europæiske Super Cup.

For dem af os, der har en vis alder, er Mestalla derfor forbundet med et Valencia-hold, der kunne udfordre Real Madrid, Barcelona og Europas største klubber.

Denne lørdag var Valencia langt fra den position. Men da målene gik ind, og lyden rejste sig fra de stejle tribuner, fik jeg alligevel et lille indtryk af, hvad Mestalla kan.

Det gamle stadion og det evige løfte

Når man besøger Mestalla, er det næsten umuligt ikke også at tænke på Nou Mestalla.

Byggeriet af Valencias nye stadion begyndte i 2007, men blev stoppet i 2009, da finanskrisen og klubbens økonomiske problemer ramte projektet. I mange år stod betonkonstruktionen ufærdig i den nordlige del af byen. Byggeriet blev senere genoptaget med en officiel forventning om åbning i 2027 og en planlagt kapacitet på omkring 70.000 tilskuere.

De siger altså 2027.

Jeg er nok lidt mere forsigtig. Måske bliver det snarere færdigt frem mod VM i Spanien i 2030. Spanierne er ofte optimistiske, når det gælder store byggeprojekter, og historien om Nou Mestalla giver trods alt en vis grund til skepsis.

Men besøget efterlod mig også med et andet spørgsmål: Hvad mister Valencia, når klubben forlader det gamle Mestalla?

Det nye stadion bliver større og mere moderne. Det gamle er slidt, stejlt og klemt inde mellem byens bygninger. Men denne lørdag var det netop det gamle stadion, der gjorde oplevelsen så stærk. Mestalla var ikke bare rammen om en fodboldkamp. Det blev et sted, hvor en region kunne mindes, stå sammen og for en eftermiddag finde en form for forløsning i fire mål.

Når jeg tænker tilbage, husker jeg selvfølgelig 4-2-sejren og novembersolen fra min plads midt for. Men tydeligst står stadig den store Senyera på banen og stilheden fra de fyldte tribuner lige før kampen begyndte.

Det var derfor, min første oplevelse på Mestalla kom til at handle om langt mere end fodbold.